Oplev dyb afspænding og ro i krop og sind!
Dette er en invitation til dig, der ønsker at give dig selv en magisk start på ugen. En start, hvor du kan rette opmærksomheden indad og skabe de bedste betingelser for at gå ugen i møde med jordforbindelse og ro i krop og sind!
Kom med til 2 timers Yin & Sound, hvor vi kombinerer roen og de lange, dybe stræk fra yin yogaens univers med et fantastisk lydbad af Gong, tibetanske syngeskåle og andre instrumenter, der har en afstressende effekt.
Yin yoga er en rolig og indadvendt yogapraksis, der inviterer til langsomhed, fordybelse, ro og nærvær. For mange fungerer yin yoga derfor som et kærkomment og tiltrængt pusterum i en ellers travl hverdag. Yin yoga tager udgangspunkt i simple siddende og liggende stillinger, og stillingerne holdes ofte i 3-5 minutter.
På denne workshop komplimenteres stillingerne af lydene fra forskellige instrumenter, der hjælper dig med at komme helt ned i gear og giver kroppen mulighed for at slappe af og restituere. Lydenes frekvens hjælper med at berolige dit nervesystem, og du vil opleve, at tankemylderet nemmere glider i baggrunden, så du kan nyde nuets øjeblik. De healende toner bringer dig ind i et dybt meditativt stadie, der kan hjælpe dig med at nulstille og dermed skabe plads til nyt.
Yin & Sound er derfor en meget selvkærlig og meditativ praksis med fokus på at slappe dybt af i krop og sind og åbne op for stagneret energi, både fysisk, mentalt og emotionelt.
Glæd dig til at opleve dyb afspænding, mens du lader instrumenternes dybe og afstressende vibrationer skylle ind over dig!
Der undervises både på dansk og engelsk.
Dine undervisere:
Katrine Suhr har over 8 års erfaring med yoga samt mange tusinde timers praksis og selvstudie. Hun er certificeret yogalærer i både Hatha- og Vinyasa yoga fra Simon Krohn og Yin yoga og mindfulness meditation fra Cathrine Koefoed.
Katrine Suhr er en hjertevarm, passioneret og dedikeret underviser, som har masser af glæde og yogaerfaring at dele ud af. Hendes undervisning bygger på den funktionelle tilgang til kroppen, og hun lægger derfor vægt på, at stillingerne skal tilpasses dig og din krop – ikke omvendt. Katrine Suhr guider i et roligt tempo, hvor alle kan være med, uanset hvor meget erfaring du har med yoga.
Ylenia Fiorini er uddannet massør, babymassør, holistisk terapeut og Gong Master. Derudover har hun en kandidat i International Mediation and Developmental Cooperation. I begyndelsen af maj 2019 mødte hun for første gang Gongen og Aidan McIntyre og herfra begyndte en livsændrende og -givende rejse ind i gongen og lydens healende verden. Hun er oftest at finde på NOR:, hvor hun bl.a. laver “Aerial Gong & Sound Bath” og “Kundalini, Cacao & Gong” samt tilbyder massage, chakra healing, babymassage m.m.
Ylenia er en varm, kærlig, stærk og passioneret italiener, der stoler på at lade sig guide og flyde med energien, hvorend den bringer hende – “I’ll go with the flow”.