Booking og praktisk info
Vi tror på gennemsigtighed. Du skal være sikker på hvad det betyder at være medlem i NOR:. Derfor har vi skrevet alle vores betingelser ned, i et sprog du forstår. Så der ikke er nogen tvivl, hverken for dig eller os.
Tilmelding
For at tilmelde dig vores hold skal du først oprette en profil. Du kan gøre det her eller downloade vores app til iphone og ipad her eller til Android her. Så snart du har oprettet en profil og logger ind kan du få et overblik og tilmelde dig alle vores hold på få sekunder.
Du behøver ikke at være medlem i NOR:, for at downloade vores app. Måske har du bare lyst til at kigge rundt, prøve en prøvetime eller et klip på dit klippekort? Uanset hvad du ønsker, så trækker vi ingen penge, før du har indtastet dit kreditkort og selv valgt, hvad du vil.
Check-in før et hold
Når du har tilmeldt dig et hold, skal du huske at registrere dig ved at checke ind på iPad’en i vores cafe når du ankommer. På den måde, kan vi altid se, hvor mange, der bruger vores hold. Du skal tjekke ind senest 5 minutter før klassen starter. Hvis en klasse er fuldt booket og der er venteliste, kan du risikere at miste din plads til et ventende medlem, hvis du checker ind senere. Vi anbefaler at du altid kommer et kvarter før timen starter, så du kan finde din plads i ro og mag og være helt klar, når timen starter. Det giver den bedste start for alle vores medlemmer og instruktører.
Faciliteter og udstyr
Vi har sørget for udstyr (måtter, blokke, bolsters, remme, øjenpuder, tæpper), som du kvit og frit kan låne. Du er selvfølgelig også velkommen til at medbringe dit eget udstyr.
Der er ikke omklædningsrum, men du er velkommen til at klæde om på vores toiletter. Hvis du har brug for et bad, kan du benytte et af vores 3 baderum, der er placeret på 4. og 5. sal.
Afmelding før timer: Husk at melde fra, når du ikke kommer
For at vi kan gøre vores medlemmer så glade som muligt, vil vi gerne sørge for, at ingen af vores måtter går til spilde på vores hold. Bliver du forhindret i at møde op til et hold, du har booket, skal du huske at afmelde dig før holdet starter, for at undgå et gebyr på 30 kr. På den måde kan en anden få glæde af din plads.
- Ved morgenklasser, der starter frem til og med kl. 10:00, skal du afmelde dig senest 1 time før start (gælder også venteliste).
- Ved klasser, der starter efter kl. 10:00, skal du afmelde dig senest 2 timer før (gælder også venteliste).
Hvis du helt udebliver fra en yogaklasse, vil du blive pålagt et gebyr på 50 kr.
Ændringer til skemaet
En sjælden gang imellem kan vi være nødt til at ændre i ugeskemaet og i særlige tilfælde kan et hold blive aflyst på grund af sygdom. Hvis vi aflyser eller rykker et hold, du har booket, får du en mail fra os i god tid. Du vil også kunne se ændringerne på vores hjemmeside. Når et hold bliver aflyst, får du selvfølgelig din betaling tilbageført med det samme, hvis du har brugt en klip, prøvetime eller booket en drop-in time.
OBS: Ved udendørs yoga forbeholder NOR: sig retten til aflyse en yogaklasse med under 1 times varsel på baggrund af vejrforholdene. I så fald får du selvfølgelig din betaling eller klip tilbageført med det samme.
Alder
Du skal være fyldt 15 år for at være medlem på yoga- og træningshold i NOR: eller have en værge, der kan tilmelde dig, hvis du er under 15 år.